Sottrupskov

Sottrupskov kan måle sig med de bedste fiskepladser på både Als, i Lillebælt og i Flensborg Fjord. I hvert fald i forhold til antal havørreder og gennemsnitsstørrelse. Under nogle dage er der ikke så mange fisk, men de der er er halvstore eller store. De dage opleves oftest i perioder med lavere vand. Under almindelig vandstand er der en god blanding og under højvande, flest mindre fisk. Der er undtagelser…

Denne fiskeplads i den yderste del af af Als Sund, starter for enden- eller i starten af, et helårsfredningsbælte ved Snogbæk mod nord. Man skal gå ca. 100 meter hen til hvor skoven starter, ind i sundet mod syd, før der må fiskes. Læs mere om fredningsbæltet her: Fiskeristyrelsen…

Sottrupskov – bundforhold og vanddybde

Egentlig er her tale om en kedelig bund, set med en lystfiskers øjne. Men ikke set med havørredens. De mange huller i bunden, renderne og de generelle dybdeforskelle gør, at der er masser af gemmesteder og steder, hvor byttefisk og skaldyr samles. Den høje kant der følger fiskepladsen det første stykke, fungerer også som et skjul for både byttedyr, byttefisk og havørrederne selv.

Jo længere man går, jo flere tangbælter og pletter kommer der. Nogle steder er også muslingebanker, store og små.

Når vinden står fra vest, er der ofte en del insekter over og på vandet, og derfor også tit synligt spisende havørreder.

Gennemsnitsdybden er 70-80 cm. på fiskepladsen.

De bedste årstider

Sottrupskov ved Als Sund er en helårsplads. Kun de varmeste somre, kan ændre på det faktum. Iltsvind er hele områdets værste fjende om sommeren.

Forår, efterår og vinter er de sikre årstider og der skal gå meget galt, før fisketuren ender uden en havørred eller to. Med det sagt, så skal man gerne fiske mere end bare nogle hundrede meter af strækningen. Gerne 1,5 km. ind mod Sandbjerg Gods, før der er sikkerhed i påstanden og erfaringen bag den konklusion.

Er der strømvending, uanset om det er ved ebbe eller flod, er der typisk godt gang i fiskene. De mange fødeemner der driver eller svømmer med strømmen, “vækker” havørrederne op til dåd.

Se en fiskevideo fra netop Sottrupskov m.m. her: Video fra Sønderjylland…

Parkering

Man kan parkere ved fiskepladsen her: Parkering…
Gå ind i Als Sund og hen til skoven, før fiskeriet påbegyndes.

Knæk og bræk ved Sottrupskov

/Jari


Læs om fiskepladsen, som denne ender ved: Sandbjerg…