Haderslev Fjord

Haderslev Fjord er fremragende til lystfiskeri efter havørreder.

Haderslev Fjord – info

Haderslev Fjord er godt 15 km. lang. Den maximale dybde ligger på ca. 5 m. Dybden skal findes i og omkring sejlrenden. Gennemsnitsdyden dybden ligger på ca. 1,5 m.

I og omkring fjorden er et rigt dyreliv. Snoge er at finde flere steder langs fjordens bredder, havørnen svæver ofte over vandet i sin søgen efter bytte og marsvinene både leger og jager i fjorden året rundt.

Vandspejlet bruges også hyppigt til kano og kajaksejlads og i nyere tid, er en del paddleboardere også kommet til.

De lokale fiskere fanger mange ål i fjorden ved brugen af ruser. Også skrubber fanges i ny og næ i fiskernes garn.

Haderslev Fjord har en stor vækst af vandplanter om sommeren, som kan gøre det svært at fiske flere steder. Løsningen kan være, at fiske fra vandsiden via. brugen af jolle etc.

Kan man bade i fjorden?

Man kan sagtens bade i fjorden. Vandet bliver forholdsvist varmt om sommeren. Er man svagt svømmende skal man altid være forsigtig under strømvendingerne/ebbe og flod. Strømmen er generelt ikke kraftig, men kan føles sådan, hvis man ikke er i god form.

Søger man deciderede gode badestrande, skal de findes lige udenfor udmundingen af fjorden:

Badested 1: Sydsiden…(også en god fiskeplads)

Badested 2: Nordsiden… (også en god fiskeplads)

Tilgængelighed

Fjorden er på sin vis ikke tilgængelig mange steder. Private huse, haver, marker og veje er ofte i vejen for offentligheden. Ganske som de kan være det andre steder i landet.

Ønsker man at færdes i eller langs fjorden, gøres det bedst fra vandsiden eller vadende i waders.

Naturen er lettere tilgængelig i andre dele af området. (Haderslev Tunneldal)

Læs om muligheder her: Haderslev Tunneldal…

Haderslev fjord er mest tilgængelig følgende steder:

  • Haderslev By
  • Vonsbæk Præsteskov
  • Ørby Hage
  • Starup Kirke
  • Stevelt Brolaug

Fiskepladser i Haderslev Fjord – info

Fiskepladser i Haderslev Fjord kan læses om her. Hvert link henviser til det sted hvor man kan parkere nær den enkelte fiskeplads.

De yderste fiskepladser i fjorden er egnede til lystfiskeri efter havørreder året rundt, hvorimod de mellemste og inderste er bedst om foråret, efteråret og om vinteren.

Husk at se hvor der er fredningsbælter før fiskeriet begynder. Skriv Haderslev Fjord i søgefeltet: Fredningsbælter…

Stevelt

Stevelt er en af de bedste fiskepladser i Haderslev Fjord. Her kan fanges havørreder og fjordørreder året rundt. Der er ofte også skrubber inde på pladsen. I sommersæsonen også en del hornfisk. Fiskepladsen kræver waders.
Parkering: Plads til 2 biler…

Sverdrup

Denne fiskeplads er god både forår, efterår og vinter. Hav- og fjordørreder er at fange under alle 3 årstider. Om sommeren kan der være mange hornfisk inde på pladsen. Man skal gå et stykke for at komme til vandet.
Parkering: Gå ned ved den brændte hus…

Irenas Høl

Dette er vinterhalvårets fiskeplads i Haderslev Fjord. Her kan både fanges mange og til tider store havørreder og mellemstore fjordørreder. Aften og nat byder på godt ålefiskeri her.
Parkering: Gå over marken…

Starup

Denne fiskeplads er kort, men kan være god i vinterhalvåret. Her kan fanges havørreder og fjordørreder. Der er også en del ål i sommerhalvåret. Man skal følge stien fra kirken for at komme til vandet.
Parkering: Gå forbi fredningen…

Ørby Hage

Denne fiskeplads er, ligesom på Stevelt på modsatte side, en fantastisk helårsplads. Dette er også en af de bedste fiskepladser i Haderslev Fjord til fangst af havørreder og fjordørreder. Hornfisk kan fanges om sommeren.
Parkering: Plads til 2 biler…

Havgyden

Havgyden byder på glimrende fiskeri året rundt. På grund af den nære sejlrende, er der også fisk om sommeren her. Her kan hovedsageligt fanges havørreder og fjordørreder. Dog også hornfisk om sommeren.
Parkering: Parker fri af vejen…

Præsteskoven

Denne fiskeplads skal man gå et stykke for at komme ned til. Pladsen egner sig til fjordørreder og havørreder. Hovedsageligt forår og efterår. Man kan også fange ål om sommeren her.
Parkering: Gå igennem skoven…

Fjordørreder i Haderslev Fjord

Fjordørreder kan fanges i Haderslev Fjord. Disse smukke, gyldne fisk bliver i fjorden i flere år, men om de på et tidspunkt rejser til havs og lever resten af livet der – eller bare for en kortere periode – for at vende tilbage til fjorden umiddelbart efter igen, er der ingen beviser for.

Fjordørreden er ofte kraftigere/rundere end havørreden. Derudover kan den kendes ved sin gyldne bug, den mørkere kropsfarve generelt, samt sine mange sorte og markante prikker med lyse ringe omkring.

Fjordørreden i Haderslev Fjord både jager og skjuler sig ofte hvor der er tang, sten og mørkere bundforhold, dette uanset om der er tale om en overbegroet bund eller bare mørk sand- eller mudderbund. Ørredens konstante mørkere farve, den gyldne bug og de mange prikker, giver den perfekt camouflage til alle fjordens jagtmarker og gemmesteder.

Kødet smager godt og der er ofte meget af det på denne, stort set, altid velernærede ørred.

Fjordørreder og deres betydning for fiskeriet i Haderslev Fjord

I perioder er der ikke mange havørreder i Haderslev Fjord. Her er hyppigst tale om højsommeren. De havørreder som hvert år trækker op i åer og bække med udløb i Haderslev Fjord for at gyde, er for længst trukket ud igen. Ud til kysten udenfor fjorden, for at fede sig op til næste gydeperiode. Når det sker, når der ikke er mange havørreder tilbage i fjorden, så kan fiskeriet efter ørreder alligevel være både sjovt og spændende i fjorden. Fjordørrederne er på evig jagt – og er ofte ligeså aktive om sommeren, som på alle andre årstider.

På grund af de mange fjordørreder, er der altid ørreder at fange i Haderslev Fjord. Når både havørrederne og fjordørrederne er i fjorden på én og samme gang, så kan fiskeriet være tæt på “magisk” og særdeles givende… 30, 40, selv 50 ørreder kan landes på få timer i de perioder. Dette er typisk tidlig forår, sen efterår og vinter.

Fjordørrederne i Haderslev Fjord, kan fanges af både fluefiskeren og spinnefiskeren. Selv med en prop og en orm er det muligt, at lokke disse smukke ørreder til hug.

/Jari – Lystfiskeri Danmark


Den mest kendte fjord i Danmark for fjordørreder er Mariager Fjord. Ingen steder i Danmark bliver fjordørrederne større. Læs mere her: Lystfiskeri i Mariager Fjord