Feddet

Feddet er en god fiskeplads i Als Sund

Feddet var engang let at komme til. Man kunne køre ned til starten af pladsen, fiske, gå ture og nyde stilheden. Men som det er med mange naturområder, åbnes de for salg af jordlodder, derefter beboelse i store nybyggede huse og ofte medfølger så privatveje og områder. Selv parkeringsmulighederne lige udenfor området, i dette tilfælde, er fjernet. I dag står store firkantede og uinteressante kasser, bag en stor kodebeskyttet bom, og “pryder” området.

Ikke desto mindre, er Feddet stadig en god fiskeplads i Als Sund.

Man kan både fluefiske og spinnefiske langs strækningen. Her er en del havørredstandpladser. Derfor er brugen af større agn, typisk vejen frem, hvis de største fisk skal fanges. Selvom en lille flue med lidt held også kan gøre udslaget, på den helt rigtige dag.
Læs mere om det her: Havørred Standpladser…

Der er ingen fredningsbælter ved denne fiskeplads.

Feddet – bundforhold og vanddybde

Dette er en meget varieret fiskeplads. Nogle steder er sandet lyst, især lige i starten af strækningen, uanset om man går til højre eller til venstre, når man kommer ned til vandet. Men går man ud mod venstre og Sandbjerg, får det en mørkere tone flere steder.

På strækningen mod højre, mod den store bro ved Als Sund og Sønderborg, er bunden sandet, men med flere store sten hist og her, samt tangbælter og tangpletter. Havørrederne kan ofte fanges både et stykke inde, tæt under land, samt i lange kast udad.

Et stykke henne, lige før strækningen buer ind mod Sønderborg, er nogle store sten ca. 30 meter ude. Omkring dem, står nogle gange en større havørred. Dette er en standplads.

Går man mod venstre, mod Sandbjerg, er der masser af tangpletter og bælter, render, huller, muslinger og store sten hist og her, samt blød bund. Renden der kommer idet landskabet skærer en lille vig, er også en havørred-standplads. Ofte er de 100 meter foran en ved vigen, standplads for en fisk fra 75-80 cm. Især i den kolde tid. Gemmestederne som renden, stenene, den mørke bund og tangen udgør, samt mængden af fødeemner, er grunden til det…

Feddet fortsætter derefter videre, hvor man må går under nogle bådbroer for at komme videre ud. Imellem broerne kan også fanges havørreder, samt i lange kast udad. Den største fejl man kan begå på denne fiskeplads i Als Sund er, ikke at affiske det helt lave vand. Selv de største fisk kan fanges i 20 cm. vand.

Man fisker over en gennemsnitsdybe på 80-90 cm. på denne fiskeplads i Als Sund.

De bedste årstider

Havørrederne er mange – ofte året rundt. Forår, efterår og vinter er de mest givende årstider, men sommeren har også sine gode perioder.

Havørrederne ved Feddet er, ligesom alle andre fiskepladser ved Als Sund, ikke kræsne. Det når det kommer til farve/farver. Blink eller kystwoblere i brun, hvid/grøn, rød/sort, sølv, sølv/blå, gul/brun,/hvid og lyserød/hvid, kan alle være fangstgivende her. Men det kan en del andre farver og farvekombinationer også.

Se videoer fra Als sund her: Videoer…

Parkering

Man kan parkere ved Surlykke her: Parkering…
Gå ca. 300 meter videre ned ad vejen for at komme til vandet.

Knæk og bræk ved Feddet.

/Jari