Efterårets havørredfiskeri

Efterårets havørredfiskeri i Augustenborg Fjord
/Jari – Lystfiskeri Danmark

Efterårets Havørredfiskeri i fjorden er sublimt og særdeles spændende. Besøger man ikke Augustenborg Fjord i denne tid, vil man gå glip af både det at fange havørreder i en fjord, som man måske ikke før har fanget fisk i, men også muligheden for at fange mange og store havørreder – i en af landets bedste og mest spændende lavvands-fjorde.

Efteråret er efter min mening den bedste tid til fangst af havørreder i Augustenborg Fjord. Foråret er heller ikke så ringe og vinteren er også en god årstid. Sommeren giver generelt ikke lystfiskeren mange muligheder, da fiskeriet primært foregår fra de få ydre pladser fjorden har at  byde på. Men på de få ydre pladser, er der som regel også fisk.

Obs. En køligere sommer kan åbne op for langt flere pladser inde i fjorden.

Efterårets lunefulde vejr, både rusker og pisker liv i fjordens vand, som sagte har mistet pusten henover sommeren.

Det lave vand liver op og koger af både mindre stimefisk, samt store, fuldfede havørreder, blanke eller malede i gydedragtens smukke og farverige facetter.

Om efteråret bliver Augusteborg Fjords muslingebanker, stenrev og badekar atter til spisekamre, ganske som de er det i forårs-sæsonen. Lystfiskeren kan for alvor få stillet sin fangstlyst og havørredtrang i denne tid. ‘

Vandstanden falder og stiger på kraftigere vis, som en puls der holder gang i systemet og livet i sig selv.

Den lille fjord på Als er på sit absolut højeste om efteråret og kan måle sig med nogle af de bedste havørredfjorde i Danmark i denne tid.

Efterårets havørredfiskeri tips og tricks

Efterhånden som vandet bliver koldere henover efteråret, trækker fiskene ind på lavere vand. Selv de største havørreder kan fanges i kun 20 centimeters dybde. De lyse sommerfarver på blink og fluer såsom hvid og f.eks. sølv, bliver ligeså langsomt mindre og mindre effektive. Man kan dog stadig fange fisk med lyse farver i perioden, men som efteråret træder mere og mere i karakter, begynder de mørkere og mere varme farver, at være fangstgivende i langt højere grad.

Brun, rød/sort, grå og en mere skarp farve som lyserød, kan alle pludselig vise sig langt mere givtige end andre.

Når vandet er koldest og vinteren gør sit indtog i det sønderjyske, er det en fordel at søge ind i vige og generelt ind i den inderste del af fjorden. Dog skal der nævnes, at alle vige uanset placering i fjorden, er et besøg værd i den koldeste tid.

Hvilke blink der bedst egner sig til fiskeriet i det helt lave vand i Augustenborg Fjord, kan du læse om her på siden.

Se videoer fra Als her: Fiskevideoer.dk

Vigtig info

Augustenborg Fjord har 2 helårsfredninger. D.v.s. uanset årstid er der fiskeri forbudt indenfor fredningsbælterne. For at læse mere om bælterne kan du klikke på det nedenstående link, derefter klikke på oversigten inde i linket og så skrive Augustenborg Fjord i søgefeltet. Siden vil da vise alt om fredningerne.

Havørreder i gydedragt – farvede fisk – er fredede fra d. 16. november til d. 15. januar.

Link: Fredningsbælter…

Held og lykke med fiskeriet i denne lækre og fiskerige fjord.

/Jari