
Als Sund er et glimrende alternativ til Augustenborg Fjord, når man vil fiske efter havørreder. Et godt supplement, kunne man også kalde dette meget spændende sund i Sønderjylland.
Der er dog langt flere gode fiskepladser i Augustenborg Fjord end i Als Sund.
Als Sund indeholder nogle spændende fiskepladser, som er fangstgivende det meste af året. Nogle af fiskepladserne byder endda på en høj gennemsnitsstørrelse, når det kommer til havørreder. Det er de fiskepladser du kan læse om på denne del af siden.
Als Sund er 8 kilometer lang, ca. 500 meter bred og har en max-dybde på ca. 14 meter.
I sundet kan man, udover havørreder, også fange torsk, sej, fladfisk, samt hornfisk, sild og til tider makrel.
Under vadefiskeri på de forskellige fiskepladser, fanges der dog oftest havørreder, men i ny og næ, kommer torskene også ind tæt under land. Typisk henunder aften og i nattetimerne i sommersæsonen.
Fiskepladserne egner sig alle både til fluefiskeri og spinnefiskeri.
På nogle af fiskepladserne kan man fiske fra land flere steder, men det betaler sig oftest at have waders på, da man med dem, får adgang til mere fiskevand og dermed også flere fisk.
Husk at medbringe et fangstnet, når der vadefiskes. Medbring også en krogløser til en lettere afkrogning af fisk, uanset om de skal genudsættes eller ej. Derudover er en gokker/en Priest til hurtig aflivning af fisken, også en god ting at have med, når den skal med hjem.
En ring til at have fisken hængende i eller andet tilsvarende, så man kan fiske videre efter fangsten, er også en fordel at medbringe på fisketuren.
Rigtig god fornøjelse med lystfiskeriet i Als Sund
Jari – Lystfiskeri Danmark og Augustenborgfjord.dk